Historie

Der har været smedevirksomhed her på stedet siden 1910, da Martin Berthelsen købte et husmandssted, der lå hvor varmeværket ligger i dag.

Som det var almindeligt på den tid kombinerede
han smedearbejdet med drift af
det lille landbrug.

Den gamle smedje lå bag
den nye smedje.

Ud over traditionelt smedearbejde som
skoning af heste og reparation af landbrugsredskaber
byggede Martin Berthelsen vindmøller af typen klapsejler.
Dertil havde han forhandling af landbrugsmaskiner,
og han beskæftigede sig også med brøndgravning.
Han var foregangsmand, da der blev etableret et jævnstrøms-elværk i Ørding
allerede i 1915. Martin Berthelsen blev enkemand i 1918, da hans kone døde af den spanske syge.
I 1922 omkom Martin Berthelsen under arbejde på en mølle, og han efterlod sig to sønner på ni og syv år

Smedehåndværkets historie

Smeden er en af de håndværker, som vi kan følge længst tilbage i tiden. Vi kender jernudvinding af myremalm i forhistorisk tid, bl.a. på Tønderegnen.

På svenske helleristninger kan man se smeden afbildet med sit værktøj, og på danske runesten nævnes smeden som den eneste håndværker.

Vi møder smeden som håndværker allerede i de ældste byer omkring år 900.
Da de første bysamfund voksede frem, blev der baggrund for en arbejdsfordeling i befolkningen, og dermed for dannelsen af en egentlig håndværkerstand.

Smedene i købstæderne sluttede sig sammen i laug eller foreninger, som bestod lige indtil 1857, da der indførtes næringsfrihed.

I Haderslev kan smedelauget føres tilbage til 1533, mens lauget i Sønderborg først kendes fra år
1601 og laugene i Aabenraa og Tønder endnu senere. Det er dog tilfældigt, hvornår et laug første
gang omtales, og de kan alle være væsentlig ældre.
Smede på landet var ikke sammensluttet i laug. De var hver især afhængige af den gruppe bønder,
som havde ansat dem. Først ved udskiftningen i slutningen af 1700-årene har vi sikre oplysninger
om landsbysmedene på Als og Sundeved.
Ved udskiftningen af landsbyerne blev der de fleste steder udlagt jord til smeden og til hjulmageren.

i møder smeden som håndværker allerede i de ældste byer omkring år 900. Da de første
bysamfund voksede frem, blev der baggrund for en arbejdsfordeling i befolkningen, og dermed for
dannelsen af en egentlig håndværkerstand.
Smedene i købstæderne sluttede sig sammen i laug eller foreninger, som bestod lige indtil 1857, da
der indførtes næringsfrihed.
I Haderslev kan smedelauget føres tilbage til 1533, mens lauget i Sønderborg først kendes fra år
1601 og laugene i Aabenraa og Tønder endnu senere. Det er dog tilfældigt, hvornår et laug første
gang omtales, og de kan alle være væsentlig ældre.
Smede på landet var ikke sammensluttet i laug. De var hver især afhængige af den gruppe bønder,
som havde ansat dem. Først ved udskiftningen i slutningen af 1700-årene har vi sikre oplysninger
om landsbysmedene på Als og Sundeved.
Ved udskiftningen af landsbyerne blev der de fleste steder udlagt jord til smeden og til hjulmageren.

Det var de to meste nødvendige håndværker i et landsbysamfund. Denne jord kaldtes oftest smede- og hjulmandslandet. Håndværkerne betalte ikke noget for jorden, men var til gengæld forpligtet til at udføre en vis mængde arbejde gratis for bønderne. Ved andet arbejde gjaldt en i forvejen fastsat takst. Til gengæld var smeden beskyttet mod konkurrence, da de andre smede kun måtte nedsætte
sig i landsbyen med ”Consens”, dvs. tilladelse fra bønderne, og denne tilladelse blev kun sjældent givet.

Smeden fik sin jord passet af bønderne, idet hver bonde vidste, hvilken ager på smedejorden han var
forpligtet til at pløje og køre gødning på. Smedejorden blev naturligvis ofte behandlet sidst og dårligst. Smeden var i øvrigt sikret hjemkørsel af træ fra skoven og sand fra stranden.

Når en bonde skulle have udført arbejde hos smeden som f.eks. reparation af landbrugsredskaber, var han forpligtet til at stille i smedjen med en hjælper. Det var oftest en af karlene, som måtte bistå
smeden. Især krævedes der arbejdskrat til at trække blæsebælgen, men også ved hvæsning af harvetænder, smedning af hestesko og søm var det nyttigt at have en mand, der kunne bruge en hammer.
Bonden leverede selv jern og kul i det nødvendige omfang. Ligeledes kom han med mad og drikkelse til smeden, så længe denne arbejdede for ham. Smeden skulle som nævnt udføre reparationer uden betaling, men nye redskaber som f.eks. ny harve skulle der betales særskilt for.

Derfor foretrak mange bønder at lade den gamle harve få nye tænder i det halve stykke det ene år, og i det andet halve stykke det næste år. På denne måde kunne man klare betalingen ved kun at levere råmaterialerne til smeden – og sige mange tak. Et af de vigtigste arbejde for en landsbysmed var at fremstille hestesko og slå sko under hestene. Dette arbejde udførtes også gratis – mod at bonden leverede jernet til de nye sko. Smeden beholdt til gengæld de nedslidte sko for at lave søm af dem. Omkring år 1900 var det selvforsynende bondesamfund ved at gå i opløsning. Der var en lang række varer, som det nu krævedes kontante penge for at købe. Dette fik indflydelse på landsbysmedens levevilkår.
I de fleste landsbyer blev smedejorden overtaget af bønderne, som til
gengæld udbyggede smedjen, og samtidig begyndte de at betale for deres arbejde. Denne ændring var næsten over alt gennemført ved genforeningen.
Selvom smeden blev en selvstændig håndværker, som frit kunne vælge sin virksomhed og flytte til en anden by, så ændrede hans arbejde sig ikke meget.

Først i 1950’erne, ved landbrugets mekanisering, blev smedens arbejde fundamentalt forandret. Indtil da havde smeden i vid udstrækning fremstillet sine salgsvarer af et enkelt råmateriale, nemlig
jern. Efter langbrugets mekanisering krævedes, at smeden var i stand til at reparere maskiner og traktorer af mange forskellige fabrikater. Samtidigt ophørte smeden med at fremstille reservedele og
måtte investere i et ikke ubetydeligt lager.

Nutidens smed er en blanding af en maskinarbejder og en blikkenslager, og han har ikke meget mere end navnet til fælles med fortidens smed.